Om Limfjordsrådet
- Samarbejde, visioner og løsninger for Limfjorden
Limfjordsrådet er et samarbejde mellem de 18 kommuner omkring Limfjorden.
Vi arbejder for at sikre bæredygtig udvikling og et sundt miljø i og omkring fjorden. Rådet samler politiske beslutningstagere og relevante aktører for at finde løsninger på de udfordringer, fjorden står overfor. Gennem vores projekter og initiativer søger vi at fremme både det lokale og det regionale samarbejde.
Nedenfor kan du læse om vores baggrund, formål, vision og arbejde med at skabe balance i Limfjorden. Her finder du også information om vores vedtægter.
De gamle Limfjordsamter (Ringkjøbing, Nordjylland, Viborg og Århus) startede i 1973 samarbejdet om miljøovervågningen af Limfjorden. Formålet var at følge fjordens miljøtilstand, herunder effekten af de tiltag, der blev gennemført i medfør af amternes regionplaner samt de nationale vandmiljøplaner.
Ved kommunalreformen blev amterne nedlagt 1. januar 2007. Kommunalreformen betød som følge heraf, at kommunernes naturopgaver blev forøget væsentligt. Hvor Staten fik opgaverne med overvågning, målfastsættelse og den overordnede vandplanlægning for vandområder som Limfjorden, blev det kommunernes opgave at forestå den lokale og konkrete indsatsplanlægning, der skal sikre, at målene i de statslige vandplaner nås.
I erkendelse af at vand- og naturområder ikke nødvendigvis følger administrative og politiske fastlagte grænser, blev der på et borgmestermøde i oktober 2006 nedsat en arbejdsgruppe af udvalgsformænd fra Limfjordskommunerne: Thisted, Morsø, Aalborg, Struer og Vesthimmerland. Denne skulle komme med forslag til vedtægter for et nyt Limfjordsråd. Idéen var, at rådet for så vidt angik den konkrete indsatsdel skulle erstatte det samarbejde omkring Limfjordens miljøtilstand som Limfjordsamterne havde bygget op i de mere end 30 forgangne år.
På et møde den 4. juni 2007 blev vedtægterne endeligt godkendt og Limfjordsrådet var herefter en realitet.
Det er Limfjordsrådets formål, at understøtte forbedringer af Limfjordens miljøtilstand ved at koordinere og sikre samarbejdet mellem kommunerne således, at tiltag til reduktion af belastningen på Limfjorden bliver identificeret og håndteret i fællesskabet til gavn for naturen og alle dem, der færdes i den.
Et særligt fokusemne er implementeringen af vandrammedirektivet samt Natura 2000, herunder udredning af mulige tiltag til opfyldelse af miljømålene samt en koordinering af Limfjordskommunernes handleplaner.
Med henblik på at styrke det strategiske samarbejde og målrette indsatsen i fællesskabet blev det på Limfjordsrådets møde 17. december 2010 besluttet at igangsætte et arbejde med Rådets vision herunder udarbejdelse af et strategipapir, der præciserede rammerne for Rådets arbejde. Strategipapiret skulle fungere som retningsviser / bindeled mellem Limfjordsrådets vision og Rådets årlige handlingsplansarbejde.
Strategipapiret blev efterfølgende udarbejdet på baggrund af Limfjordsrådets ”Visionsworkshop” den 27. maj 2011. Rammerne for arbejdet var sat ud fra Limfjordsrådets vedtægter.
I 2014 besluttede Limfjordsrådet, at det var tid til at revidere dette strategipapir og en ny ”Visionsworkshop” blev afholdt 23. januar 2015. Indeværende notat summerer Limfjordsrådets strategi frem mod 2020.
"En ren og bæredygtig Limfjord"
Ud fra en række antagelser om opgaveløsningen og samarbejdet i rådet blev der diskuteret frem og tilbage. Ved afslutningen af dagen kunne resultatet præsenteres. Et strategipapir der opstiller rammer for arbejdet i rådet og i embedsmandsværket.
Fremadrettet skal der arbejdes på at få visionen omsat til handling.
Limfjordsrådets samarbejdsform, organisering og økonomi mm. er fastlagt ved vedtægter. Det første sæt vedtægter blev godkendt på det stiftende rådsmøde den 4. juni 2007. De er senere revideret 29. november 2013 .
Forretningsordenen for rådets og embedsmændenes arbejde blev godkende den 17. maj 2010. Senest revideret 10. februar 2012.